Hjernen producerer elektriske impulser hele tiden både dag og nat. Denne aktivitet kan registreres som hjernebølger ved at sætte elektroder på hovedet, forstærke signalet og vise dem på en computerskærm. Målemetoden kaldes for elektroencephalografi (EEG). Hjernebølger måles i styrke (amplitude), dvs. hvor kraftige de er og i hastigheden (frekvens), dvs. hvor hurtigt de svinger. Hjernebølgerne svinger med forskellig hastighed (frekvens) afhængig af bevidsthedstilstanden. Frekvensen måles i cycler pr. sekund og benævnes Hertz (Hz). Også styrken (amplituden) af hjernebølgen varierer. Styrken (amplituden ) måles i mikrovolt.
De forskellige hjernebølger
Hjernebølgerne inddeles i kategorier afhængig af frekvensen. I forbindelse med neurofeedback, er det især hastigheden/frekvensen af disse svingninger, vi interesserer os for. Netop fordelingen af hurtige og langsomme bølger afgør personens sindstilstand. Er personen i vågen tilstand overvejende domineret af langsomme svingninger såsom delta- og thetabølger, vil personen være ukoncentreret og impulsstyret. Tendensen til døsighed medfører paradoksalt nok, at personen bliver hyperaktiv, fordi kroppen vil gøre alt for at få “vækket” hjernen. De lidt hurtigere alfabølger fylder normalt meget i hjernens samlede aktivitet. En person, der med lukkede øjne domineres af alfabølger, føler sig rolig og afslappet. Opmærksomheden er vendt mod det indre, og der er en god kontakt til kroppen. alfabølger er altdominerende hos personer under meditation, og træningen i at producere mange alfabølger er særdeles effektiv mod stress. Højt alfaniveau med åbne øjne kan derimod være tegn på en udmattet hjerne, som det ses ved stress. I det midterste felt finder vi SMR-bølgerne og beta1, som afspejler forskellige grader af koncentration, årvågenhed og mere eller mindre afslappet tankevirksomhed. Ved at træne en øgning af de hurtige b1-bølger (og undertrykke de langsomme theta-bølger) kan opnås en skarp og superkoncentreret tilstand: Peak Performance Mode. De hurtige beta2-bølger er som udgangspunkt udtryk for tilstande af angst, stress og hyper-årvågenhed – vi kender det som ‘at køre op i det røde felt’.
Hjernebølger, frekvenser og funktioner
Ubevidst | Bevidst | |||||
Delta | Theta | Alfa | SMR | Beta1 | Beta2 | Gamma |
0,5-4 Hz | 4-8 Hz | 8-12 Hz | 13-15 Hz | 16-22 Hz | 22-35 Hz | 36-42 Hz |
Instinkt | Følelse | Bevidsthed | Nærvær | Koncentration | Ophidselse | Vilje |
Dyb søvn Koma | Drifter Følelser Impulser Drømme | Opmærksomhed på kroppen Integration af impulser | Afspænding Fokus Integration af impulser | Perception Tænkning Mental aktivitet | Hyper-årvågenhed Stress Angst | Ekstrem fokus Energi Ekstase |
Du kan læse om stress og neurofeedback her.
Hvis du vil vide mere om hjernebølger og se en illustration af hjernebølger kan du se det her.
Hvis du vil vide mere om neurofeedback og om hvordan du kommer igang kan du læse om ofte stillede spørgsmål her.